H. C. Andersen "September"

Den skiønne Sommer fra os gaaer,
En Afskedsfest den giver;
Saadan, i kongelige Dragt,
Gik Jephtas Datter smykket
Did hen, hvor Døden bygged'.


Septembers herlige Natur,
Med Veemod og med Glæde,
Er Aarets Farve-Klang-Figur,
Hvori en Gud har Sæde.
Da drømmer Norden, den er Syd,
Hver Farve hæver sig til Lyd;
Hør, dybe Aande-Toner
Fra Skovens høie Kroner!

Naturens Billed-Gallerie
Dybt til vort Hjerte taler,
See, Maleri ved Maleri!
Og Alt Originaler!
Alt med Betydning, riigt paa Aand,
Alt fra den store Mester-Haand,
Betragt hvert Stykke nøie,
Med Hjerte, som med Øie.

Her staaer et Huus, ja mueligt fleer,
Men Skoven reent det dølger,
Man Qvisten kun af Huset seer,
Og saa, hvor Røgen bølger;
Det er en dansk Original,
Der kun gjengives kan af Dahl;
See Mark og By og Kirke,
Og forrest tvende Birke.

I Aftentaage Dagen døer,
Den kaster lange Skygger;
See her en Sump med Siv og Rør,
Hvor just en Vildand dykker.
Det er en sand, en smuk Maneer,
Man lignende hos Ruysdael ser, -
En trødsket Piil paa Marken
Smukt speiler sig i Parken.

Dernede staaer en vældig Tyr
I Vandet op til Boven,
See Bakken med de andre Dyr,
Og Himmelen foroven!
Et ægte pottersk Maleri,
Dog han har ingen Deel deri -
Gebauer da? - jeg troer det,
Vor Herre selv har gjort det!

En Tremast hist paa Søen gaaer,
Saa lysteligt den krænger;
Matrosen høit i Masten staaer
Og ordner Seil og Stænger.
Det ligner Eckersberg jo lidt!
Maaskee er det af Arnold Schmidt?
De hvide Maager dukke,
Hvor Bølgerne sig lukke.

Nu Skoven staaer i Farve-Pragt
Med prægtig Lys og Skygge;
Ei Caravaggio har lagt
Meer i sit bedste Stykke.
Hver enkelt Farve sees deri,
Og dog er Alting Harmonie,
Det staaer med Lys og Skygge,
Et synligt Tonestykke!

Den solbelyste, grønne Vang,
Det høie Blaa foroven,
Dig synger Livets muntre Sang,
Som Fuglene i Skoven;
Det toner lysteligt i Dur,
Imens den stolte Skov-Natur
I Mol dit Bryst indvier
For Farve-Melodier!

Ja, til en Kirke, høi og stor,
Sig Skovens Bøge reise,
Og fra det høitidsfulde Chor,
Som ved en Bach og Weyse,
Man hører Orgel-Melodie.
Det er vort Hjertes Poesie,
Det er Naturens Stemme,
Thi her har Hjertet hjemme.

Rundtom den dybe Stilhed naaer,
Mens Glands vort Syn opliver;
Den skjønne Sommer fra os gaaer,
En Afskeds Fest den giver,
Thi staaer den i sin Farvepragt;
Saadan, i kongelige Dragt,
Gik Jephtas Datter smykket
Did hen, hvor Døden bygged'.

O, Sommer! Livets Farveskjær,
Som Boblen, snart Du mister;
Naar Farverne er' stærkest der,
Saa veed man jo - den brister.
Din høie Pragt, din dybe Ro
Opfylder os med Haab og Tro;
See Mark og Eng og Skove
I Farver Herren love!

I Sphære-Sangens Harmonie
Hver Klode mægtigt klinger,
Paa hver dens egen Melodie
Sin Klang-Figur frembringer,
Den viser sig i Farve-Skjær;
September bringer Jordens her,
Og Farve-Melodier
Vor Sjæl til Gud indvier.

Lisbeth Karin "Gik en tur i skoven"

Jeg går en tur i skoven

et blad daler ned fra oven.

Det er et dejligt efterår.

Jeg længes slet ikke nu, efter vår.

Skoven den spiller på mange farver

og jeg med fornøjelse traver

det bedste af alt på denne tur

det, jeg havde glemt mit ur.

For tiden blev uden betydning

problemerne kom lettetst til brydning.

De blev faktisk næten løst

fordi at en solstråle rev sig løs.

1 nov. 1988

H. C. Andersen

Hvor Skoven dog er frisk og stor,
Kukkuk!
Skovmærker der, og Jordbær groer,
Kukkuk!
I Træets Bark er Mærke sat,
Der fik jeg Kys en maaneklar Nat,
Kukkuk! faldera! kukkuk!

I Maaneskin er smukt at gaae,
Kukkuk!
I Skov ved Solskin ligesaa,
Kukkuk!
Af Kukkeren jeg vide faaer,
Hvor mange Kys og Leveaar,
Kukkuk! faldera! kukkuk!

Gjør ikke Verden Dig for tung,
Kukkuk!
Husk paa Du er kun eengang ung,
Kukkuk!
Skovmærker groer og Jordbær groer,
Og Kukkeren veed naar og hvor.
Kukkuk! faldera! kukkuk!

(Ovenstående er digtversionen.
Sangversionen er lidt anderledes.
Første strofe lyder sådan her i sangversionen:

Hvor Skoven dog er frisk og stor,
Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera!
Skovmærker der, og Jordbær groer,
Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera!
I Træets Bark er Mærke sat,
Der fik jeg Kys en maaneklar Nat,
Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera!
Kuk-kuk, kuk-kuk, fallera! )